Hvilke tanker gjorde du dig om, hvad Socialdemokratiet burde gøre anderledes?

Jeg skrev en bog om blandt andet finanssektoren og boligmarkedet. Jeg mener, man burde have været langt skrappere over for banker. Det mener jeg stadig, man bør. Og så synes jeg, man skal have en mere retfærdig skattefordeling, som for eksempel fjerner rentefradrag, man fjerner arbejdsfri lån, man beskatter boliger hårdere, og så beskatter man arbejdet mindre. Det er sådan mit ideologiske udgangspunkt.

Det er jo sådan set det, Socialdemokratiet mener, så det er jeg jo meget tilfreds med. Men nogle gange er det jo sådan i socialdemokratisk politik, at det er en lang slåskamp af kompromiser, hvor man skal tage og give. Men det handler om, at man altid er bevidst om, hvor man selv kommer fra, så man ikke ender med at drive ind i en eller anden politik, som er en kompromis-politik og så adopterer den som sin egen og står på mål på den, som om den er ens egen.

Når vi kigger på det, du har skrevet i din bog, og det, Peter Hummelgaard har skrevet i ‘Den syge kapitalisme’, har finanskrisen været det, der har formet dele af jeres politiske generation. Når vi kigger på Ukraine-krigen, hvordan har det formet dit syn på, hvad der bør være det socialdemokratiske projekt?

Det er en kombinationen af et par ting,  der har formet min bevidsthed om, hvad der er nødvendigt. Den ene er valget af Trump i 2016, og Storbritannien, der stemmer sig selv ud af EU samme år på et legitimt oprør og et nødråb fra en marginaliseret arbejderklasse. Det er den ene ting. 

Så er der corona, corona viser os, hvor sårbare vi er i en verden, hvor vi har globaliseret alt - altså, hvor den globale kapitalisme har fået fri råderet, og grænser var sådan noget, vi ikke rigtig troede på, fordi man altid kunne bestille en billig dims for Kina, og så ville den komme dagen efter, enten med fly eller båd. Det har bare vist at være en illusion. 

Ukraine-krigen smadrer jo hele den illusion, som har været særlig stærk blandt tyskerne, om, at man kunne leve af billig russisk gas, at man kunne være afhængig af deres fossile brændsler, og at man egentlig ikke behøvede at have en særlig stor militær styrke. Vi nærmest fnes, da amerikanerne prøvede at få os til at sætte 2 procent af vores BNP i forsvarsbudget, og det var NATO-kontingentet. Men det har vist sig, at Trump havde ret. Det var den eneste ting, han måske havde ret i. 

Kombinationen af de tre ting har givet mig den forståelse, der hedder, at vi skal i hvert fald tage arbejdere og helt almindelige lønmodtageres bekymringer seriøst, hvad end det er migration, om det er løn, eller om det er lønpres, om det er en frygt for at blive marginaliseret eller stå uden for København, eller hvad fanden det er.

Og den verden, vi kommer ind i de næste år, det er en verden, hvor Europa skal være langt mere selvforsynende inden for nøglesektorer, som grøn energi, medicin, forsvar, og så skal vi stå langt stærkere i egen ret.

Det tror jeg er den ideologiske formning, som præger mig nu.

Vi står over for et snarligt præsidentvalg i USA. Det sidste halve år har vi set ukrainerne blive presset tilbage. Fra europæisk side har vi sagt, at det hele kommer, når amerikanerne får hanket op i sig selv og vedtager en sikkerhedspakke. Hvordan kan vi som europæere sætte ind i forhold til krigen, hvis vi ikke bare skal sidde neglebidende og afvente, hvem der bliver præsident i USA?

Jeg synes, man kan gøre mange ting. Man kan tage sådan noget som de her 300 milliarder euro af russiske statsværdier, som ligger i objektioner, aktier, værdipapirer og afkast af dem og kontanter, som ligger i europæiske banker. Det synes jeg, man skal konfiskere. Man kan på rimelig juridisk sikker grund konfiskere halvdelen, altså afkastet. Men hvis du begynder at tage værdierne, så kan det være, at du kommer ind i et juridisk slagsmål med Putin efter krigen, og der har jeg sådan et, ja, så må vi jo tage det. Det er vigtigt, at vi konfiskerer de værdier, så vi kan finansiere den ukrainske krigsmaskine, så de ikke hele tiden skal kæmpe fra tue til tue i senatet i USA.

Samtidig tror jeg , vi havde et håb om, at ukrainerne kunne vinde momentum i sommeroffensiven, og det tror jeg stak folk blå i øjnene. Nu skal vi tilbage på det spor i forståelsen af krigen, af, at 1, den kan faktisk godt tabes på relativt kort tid, hvis russerne intensiverer, fordi ukrainerne har ikke særlig stærke defensivlinjer. Og 2, det kan også godt trække ud i flere år, og det skal vi ruste os til at være klar til at betale for. Det betyder, at vi skal lave garantier, statsgarantier.  Om det skal lånefinansieres, eller hvordan det skal gøres, men statsgarantier på kun opsatte produktivitetsudnyttelse i alle de våbenfabrikker, der er relevante.

Og så tænker jeg også, at vi troede i starten, at vi ville eskalere en lille smule, og så ville russerne svare igen med atomvåben, hvilket gjorde vi jo meget nervøse. Den positive del er, at tyskerne i starten sagde, at de ville donere 500 hjelme. Det var ligesom deres donation. De er i sandhed kommet langt. Nu snakker de om at give taurus-missiler, og de har kampvogne og alle mulige ting. Vi er kommet langt.

Den frygt, vi havde for, at det skulle føre til atomkrig, hvis vi rustede ukrainerne bedre, den har ikke materialiseret sig. Jeg synes ikke, at vores nervøsitet skal gøre, at vi bliver så skræmte for at støtte ukrainerne, som altså lider hver evig eneste dag, fordi vi ikke har rustet dem nok.

Du nævnte før behovet for, at vi i Europa tør at føre det, der indtil for bare to år siden var et fyord, nemlig industripolitik: altså aktivt at prioritere udbygningen af vores industrier og ikke bare lade amerikanerne og kineserne køre med det hele. Hvordan skal vi gøre det?

 Der er aldrig nemme eller konsekvensløse svar. Lad os taget sådan noget som solcelleindustrien. Den er rykket over til Kina, og det har formentlig accelereret vores egen grønne omstilling, fordi de har været så villige og effektive til at producere. Det har betydet, at vi kan sætte billigere solceller op. Det er positivt. 

På den anden side har kineserne overtaget solcelleindustrien, fordi de ved, at de kan sidde på produktionskapaciteten, og fordi produktion og innovation hænger sammen. Man havde en idé om, at man kunne sidde med trekantede briller og rullekrave på foran sådan en lang computer i Herning og designe fremtiden, og så kunne man lade kineserne svede på fabrikshallerne. Det har været super naivt. Man kan ikke adskille produktion og innovation, og det viser kineserne nu. Hvem er i gang med at finde på den næste generation af batterier? Det er sjovt nok også kineserne, som står for det selv. De kommer også til at finde på den næste generation af elbiler. 

Vores europæiske svar skal være, at vi må sige med åbne øjne, at vi skal statsstøtte og sørge for, at der ikke kommer klimadumpede produkter ind på vores marked Vi skal sikre færre konkurrencevilkår på det europæiske marked for europæiske producenter og også være klar til at gå med i det statsstøttede ræs. Vi må være ærlige om, at tingene har ændret sig. 

Konkret betyder det, at jeg tror, at vi skal have en europæisk grøn industristøtteordning. Man kalder det en pendant til landbrugsstøtte, som er en midlertidig ordning. Beløbsmæssigt skal vi nok op i noget, der svarer til måske landbrugsstøtten, som er 1/3 af budgettet. Det, vi går til valg på i S, er finansiel transkreptionsskat. Jeg ser meget gerne, at man tog det provenu, man havde derfra, og kanaliserede det direkte ind i en grøn industristøtteordning. Det er jo ikke noget, jeg kan trylle frem fra den ene dag til den anden, men jeg tror vi skal være ærligt omkring, at vi i Danmark ikke er tjent med et statsstøtteræs, hvor det er den danske statskasse mod den europæiske. Det er vi ikke. Vi skal prøve at gøre det europæisk. 

Vestas i Nakskov lukkede delvist efter Finanskrisen. Mange blev fyret, og det var en social gigantisk katastrofe. Jeg tror, at borgmesteren, som også var socialdemokrat, sagde, at det jo på alle måde er en katastrofe, at sådan et sted lukker så meget ned.  Nu har de lige udvidet for fem arbejdspladser til omkring 800. Det er vigtigt for et lokalmiljø. Den vigtigste lektie er, at de 33.000, der arbejder i den danske vindmølleindustri, vil jeg sige, helt ærligt, er jeg klar til at gøre hvad som helst politisk for, at de arbejdspladser ikke flyver øst på ligesom solcelleindustrien i Tyskland, der fløj til Kina. Det er jo en politisk vurdering. Betyder det så, at komponenterne så bliver en lillesmule dyrere? Måske. Det er jo også klar til at tage. Hvis man synes, det er forkert, må man stemme på en anden end mig. Men jeg synes, det er vigtigere, at vi beholder produktionen og sørger for, at den er her, end at vi deponerer vores fremtid på typer som Putin som vi ikke kan stole på.

Magnus Barsøe stiller op til Europa-Parlamentsvalget for Socialdemokratiet og er desuden tidligere formand i Frit Forum Roskilde.