Velkommen til Frit Forum Aalborg


 

I Frit Forum Aalborg ser vi frem til et godt forår og håber, at folk vil møde op til vores torsdags-arrangementer. Vi håber, at nye studerende eller gamle studerende, som endnu ikke har fundet ned til vores spændende og hyggelige arrangementer prøver at komme til et.
Den uformelle tone og den afslappede debat er et ganske godt afbræk fra læsningen og de traditionelle forelæsninger. Desuden sætter Frit Forum rammerne for, at du kan danne dig et fagligt og ikke mindst socialt netværk på kryds af studieretninger og årgange, hvilket er til stor gavn under dit studieforløb og for din personlige udvikling - her finder du altid nogen at sparre med!

 


Vi giver en øl til nye ansigter. Vi opfordrer til, at man tager sin studiegruppe med – der er altid garanti for en sjov og alternativ oplevelse i Frit Forum. Vores arrangementer er naturligvis gratis!


Hold løbende øje med vores bredtfavnende arrangementer i fanen til højre her på siden eller tilmeld jer til vores facebook-gruppe og få tilsendt invitationer til nye arrangementer automatisk.


Bliv med af Frit Forum Aalborg's gruppe på facebook:http://www.facebook.com/#!/groups/ffaalborg/

 


Du kan komme på vores mailingliste eller komme med forslag til arrangementer HER.


Vi glæder os til at se dig på Kastetvej 24


Duk bare op – det er ganske uforpligtende og kræver for det meste ingen tilmelding!

 

 

Frit Forum på dit universitet

Frit Forum består af studerende og er til for studerende. Derfor stiller vi hvert år op til universitetsvalget, hvor vi kæmper for at forbedre studieretningerne og vilkårene for studerende. Efter et godt valg sidste gang er Frit Forum nu repræsenteret i studienævnene på HA, filosofi og læring, medialogi samt Politik og Administration. Derudover har vi også en repræsentant i institutnævn, samt en repræsentant i akademisk råd på det samfundsvidenskabelige fakultet.

Kunne du selv have lyst til at stille op på vegne af Frit Forum og derigennem være med til at præge dit studie fra højere niveau og ikke mindst udvide dit CV, så kom ned og hils på os til et af arrangementerne. Vi har højt til loftet og alle holdninger er velkomne!

Aktivitetsplan Aalborg

     

Torsdag d. 16/5 kl. 19.00

Gitte Sommer Harrits - Hvad betyder klasse?

I sit foredrag vil lektor Gitte Sommer Harrits give sit bud på, hvordan man forstå klasseanalysen anno 2013. Foredraget tager udgangspunkt i en utilfredshed med den måde, klassebegrebet typisk afvises på i dag, både i politiske og videnskabelige diskussioner. En sådan ensidig afvisning af klassebegrebet risikerer nemlig helt åbenlyst at stå i vejen for væsentlige indsigter i den måde, vores samfund fungerer på. Som alternativ præsenteres et ”moderne” klassebegreb, der tager udgangspunkt i en flerdimensionel forståelse af sociale ressourcer som både økonomiske og kulturelle. Foredraget afsluttes med forskellige eksempler på, hvordan et sådant ”moderne” klassebegreb kan bidrage til vores forståelse af både politisk deltagelse og politiske holdninger blandt danske vælgere.

 

Lørdag d. 25/5 kl. 08.00

Karneval med Frit Forum

Traditionen tro deltager Frit Forum i Aalborg Karneval. Dagen begynder med morgenmad i Frit Forums lokaler på Kastetvej 24, hvorefter vi slutter os til optoget, når det kommer forbi.

 

Lørdag d. 08/6 kl. 17.00

Generalforsamling og grillfest

Frit Forum holder traditionen og vedtægterne tro generalforsamling og grillfest i juni - i år bliver det d. 8.
Generalforsamlingen starter kl. 17. Efter generalforsamlingen tænder vi op i grillen. Frit Forum sørger for tilbehøret, mens I selv må medbringe kødet. Dagsorden udsendes til alle medlemmer pr. mail.